Små og store livsopgaver


Det er snart den 4. maj. Snart er det 75 år siden Danmarks Befrielse.

De, som dengang valgte at blive frihedskæmpere, valgte en tilværelse, hvor de sagde farvel til tryghed. Tortur, død og ikke mindst psykiske problemer blev virkeligheden for mange.

Skal man være helt i disse Corunatider kræver det, at man bliver hjemme på sofaen og ser netflix! Ja, og så er der superheltene, de allerstørste, dem der oven i købet også køber Take Away mad for at hjælpe restauranter og cafeer.

Naturligvis er Coronakrisen dybt alvorlig. For dem der mister livet, og deres kære og for dem, der mister arbejde og indtægtsgrundlag for psykisk sårbare og for mange andre.

Jeg tror alligevel, at man skal være varsom med at sammenligne coronakrisen med besættelsen. Dengang var verden i fare for at falde ned i en permanent tilstand af grusomhed og død.

Når nogle tegner en parallel mellem coronakrisen og besættelsestiden, så tror jeg, at det handler om, at begge kriser fremkaldte en følelse af, at vi må stå sammen. En situation hvor hvert lille hjul kan bidrage – en situation hvor fællesskab og samhørighed er afgørende.

Vi længes efter at være en del af et fælleskab, som er afhængige af hinanden. Kriser får somme tider det bedste frem i mennesker, som de, der gratis bringer mad og medicin ud til udsatte. Som dem, der eftergiver husleje til erhvervsdrivende osv.

I teksterne til på søndag hører vi den kendte tekst fra 2. mosebog, hvor Moses løber ind i Gud i form af en brændende tornebusk. Moses får pålagt en opgave. Han er ikke meget for det, men han har ikke noget valg, han må tilbage til Egypten for at hjælpe sit folk ud. Det er Guds ordre.

Jeg er sikker på, at mange af modstandsfolkene følte et kald - en pligt til at sætte deres eget lille liv ind i en større sags tjeneste.

Det gjorde f.eks. digteren og modstandsmanden Morten Nielsen. Han have fået en opgave følte han. Og med opgaven fulgte mening til tilværelsen. Værdighed. En følelse af at høre til i verden.

Han skriver i et digt:

Enhver, der har forsvaret noget, ved det.

at den, som kæmper, taber aldrig helt

 

Det er bare så svært i vore dage. Vores livs opgave er blevet individuel, at få mest mulig succes og lykke ud at alle de muligheder, der er os givet. Det er næsten blevet en pligt at være succesfuld og lykkelig. Og sørme når der så kommer en rigtig krise, så gælder det om at blive hjemme og spise mest muligt pizza. Det er passiviserende, det er lammende, det er frustrerende.

At møde Gud betyder to ting. Det betyder, at man får pålagt en opgave i det liv, man er blevet givet, og det betyder, at man får at vide, at man kan klare det.

Coronatid eller ej der er altid opgaver et menneske kan tage på sig. Vi bliver altid kaldet til at være noget for vores medmennesker. Vi skal bare åbne ører og øjne for dette kald. Gud giver os hver vores Egypten, hver vores modstandskamp også i vor tid.

I en verden fuld af medmennesker i vores nærhed, der har brug for en hånd.

Måske skal vi orke at råbe op, når vi møder uretfærdighed. Måske skal vi begynde at blande os også i det, der virker uoverskueligt

Eller måske bare holde øje med et andet mennesker eller være nærværende over for de mennesker, livet har givet os at tage vare på.

Der er masser af livsopgaver, vi kan tage på os små og store også i år 2020 med eller uden Corona. Måske skal vi bare være lidt mere opsøgende.

Sognepræst Thomas Bau