Glædelig Pinse

”Læg hånden på hjertet og mærk du er til

Dit livshjerte banker forsigtigt

Det banker for nogen, bekymret måske,

Men banker det, banker det rigtigt”

Sådan står der i en nyere salme, og netop vores hjerte får os til at mærke, vi er til.

Vi mærker det svulme af kærlighed og glæde, og vi mærker det banke alt for hurtigt, når vi er angste og bekymrede.

Vores hjerte er det, der giver kroppen liv, og det, der gør, at vi også rent sjæleligt mærker, at vi lever.

Derfor taler Ezekiels ord, om at Gud vil fjerne vores stenhjerter og give os et hjerte af kød, bogstaveligt talt lige ind i vores hjerter.

For vi vil mærke, vi er til, at vores hjerter banker for nogen og noget. Og selvom det elskende hjerte både kan banke af glæde og sorg, så ville vi ikke have nøjedes med et stenhjerte, selvom det kunne skåne os for mange bekymringer.

I den franske film Et hjerte af sten hører vi om violinbyggeren Stephane, som er en dygtig men indadvendt håndværker.

En dag møder han den unge og smukke violinist Camille. Han forbedrer hendes violin, og hun begynder at betro sig til ham. Han lytter til hende men forholder sig tavs og nægter at tale om sig selv.

Og selvom hun åbenlyst er forelsket i ham og gerne vil vise ham sin kærlighed, så skubber han hende hele tiden væk, selvom han også selv er forelsket i hende.

Han siger, at han ikke elsker og ikke føler og ikke er i stand til det. Og der er ingen tvivl om at det er oprigtigt, når han siger, at der er noget i ham som ikke lever.

Stephane har et hjerte af sten, og det er fortvivlende at se på, hvordan han ødelægger de muligheder for liv, glæde og kærlighed, som hele tiden rækkes til ham.

Man ønsker for ham, at han kan åbne sit hjerte og tage imod, men han kan ikke. Han er forstenet og kan ikke selv gøre noget ved det.

Stephane er hårdt ramt, hvorfor ved vi ikke, og heldigvis er de færreste mennesker så tavse og tillukkede, som han er.

Men mange af os aner nok til tider en hårdhed i hjertet. Måske som noget der holder os tilbage fra at elske fuldt og helt. Måske som en manglende evne eller vilje til at kunne sige undskyld, kunne tilgive og kunne gå videre sammen med et andet menneske, når livet gang på gang viser os, at intet menneske er perfekt.

At hjertet er mere end en pumpemaskine, der holder kroppen i gang, det forstår vel selv læger. Og en læge, der havde testamenteret sin krop til det anatomiske institut, gjorde sig nogle tanker om det i det følgebrev, han skrev til sine kollegaer, der skulle dissekere ham, når han engang var død.

Han skrev:

”når I skærer mig op, kære kollegaer, så gør mig den tjeneste at se efter nogle ting, som jeg har gjort mig tanker om, mens jeg var i live. Se efter om der henover mit hjerte er en mørkhed efter en svejseflamme, for sådan har jeg ofte følt det. Det er skammen, der har brændt sig ind i hjertet, ikke over store forbrydelser, men over alle de små forseelser, som er det mest ydmygende af alt. Og det begynder allerede i barndommen og holder aldrig op.

Se også efter om mine hænder i det yderste øjeblik har samlet sig i en venlig rundhed, som ville de favne min elskede, da er det et tegn på at min krop ikke har været utaknemmelig.

Og se i mine øjne, men led ikke efter mig, men undersøg med alle de instrumenter, I har til jeres rådighed, om der ikke er en lille skare af mennesker afbilledet derinde. Dem jeg ikke har kunnet glemme. Når I ikke kan se dem mere, da mener jeg, at jeg virkelig er død.

Tag hvad I kan, mål hvad I kan, men først af alt kammerater, slib knivene, så I ikke kludrer i det!” 

Det er på sin vis en smuk tanke, at man ved at studere den døde ikke kun ser, hvad der har kendetegnet ham eller hende rent fysisk, men at kroppen også har lagret de sindstilstande og betydningsfulde mennesker og begivenheder, der har præget ens liv.

Er det mon sådan, at man kan se aftryk af vores levede liv i hænder, øjne og hjerte?

Ja, de har nok næppe fundet tegn, som de kunne måle og veje under obduktionen, men der er ingen tvivl om, at alt hvad vi har erfaret, følt og gjort i vores liv, mærker både os selv og andre.

Og det er jo hjertet, som er det sted, hvor vores følelser, vores samvittighed, vores bevæggrunde for at handle eller undlade at handle bor, som Gud taler om i dagens tekst.

Ja, han tilbyder os ligefrem en hjertetransplantation. Han vil fjerne vores stenhjerter og give os et hjerte af kød og en ny ånd i vores indre.

Han vil gøre det, som selv den dygtigste læge ikke kan, og som Stephane slet ikke kunne, det som til tider er svært for alle, han vil gøre vores hjerter bløde, følsomme og åbne, så vi kan give og modtage kærlighed.

Hvis vi som Stephane går rundt med et hårdt og lukket hjerte af sten, der ikke tør lukke nogen ind, så får vi ikke del i det, som i bund og grund giver livet mening.

Der kan være så mange grunde til, at vi har gjort vores hjerte mere eller mindre hårdt, måske er vi blevet svigtet og skuffede så mange gange, at det føles mest sikkert ikke at lukke nogen ind.

Men er det så ikke en hån mod den, der i forvejen har det svært, at sige, at han eller hun bare skal åbne sit hjerte?

Nu er Biblen heldigvis ikke en selvhjælpsbog, der skyder al ansvar og skyld tilbage på os selv og lader os stå alene tilbage med ansvaret for, om vores liv må forme sig bedre i fremtiden.

Bibelen er Guds ord til os om, at der hvor vi kommer til kort, der griber Gud ind.

Vi kan ikke altid selv fjerne vores stenhjerte eller blødgøre det, selvom vi længes nok så meget efter at mærke al den kærlighed og glæde, som livet også kan være fyldt af.

Nogle gange står livet, glæden, meningen, kærligheden lige foran os, uden at vi formår at se det og tage imod, ligesom Camille stod foran Stephane og tilbød ham alt, uden at han kunne åbne sit hjerte for hende.

Gud ser vores stenhjerter, og han sender sin Ånd ind i dem og gør dem til bankende hjerter af kød og blod.

Gud vil forvandle vores hjerter, så vi kan modtage og give kærlighed, og så vi kan leve som Gud ønsker det for os.

I dagens evangelietekst siger Jesus, at enhver skal være oplært af Gud.

Den, der er oplært af Gud, lever med visheden om, at Guds ånd bor i enhver af os, og den blødgør vores hjerter, så vi kan leve og handle i kærlighed.

At følge Guds vilje er ikke at følge hvert et bud, som Gud lod Moses skrive på tavler af sten. Det er ikke at gøre sit hjerte hårdt, som mange af dem, Jesus talte til, gjorde, når de fastholdt rigide regler og love uden hensyn til de mennesker, som de delte deres liv og tid med.

At følge Guds vilje er at åbne sit hjerte for Guds Ånd.

Guds ånd som efter Kristi himmelfart lader os erfare, hvem Gud er, og hvad han vil os.

I pinsen fejrer vi, at Gud sender os sin Helligånd for at vise os, at han altid er os så nær som vores eget åndedrag.

Guds Ånd skal gøre Jesus og hans budskab nærværende for os, så vi mærker helt ind i vores skrøbelige hjerter, at vi er elskede, og at vi kan elske.

Vi er elskede af Gud, ikke fordi vi prøver at følge alle mulige love og bud, vi er elskede præcis som vi er, uanset om vores hjerter gang på gang forstener sig som Stephanes hjerte, og uanset om vi som lægen kan mærke, at vores hjerter er dækket af en mørkhed, en skam over alt det her i livet, som ikke blev, som vi ønskede os i de dybeste lag i vores hjerter.

Gud møder os som skaber, som sin Søn, som sin Helligånd og sender sin kærlighed ind i vores hjerter, så de må banke, ikke af frygt, angst og skam, men af glæde og kærlighed til livet, til os selv og til hinanden.

Jeg vil ønske jer alle glædelig pinse og ønske for os alle, at Guds Ånd vil lade hos erfare sandheden i disse smukke ord: 

At uro kan vendes til glæde,

Min længsel til det, jeg formår:

At rejse mig nyskabt og leve

På jorden mens dagene går.

 

Glædelig pinse!

Sognepræst Tania Dondes Christensen