Påskedag


En kold og blæsende forårsdag går jeg med min mormor op ad bakken til den lille hvide kirke. Lågen knirker og der er ikke meget læ at finde bag de gamle stengærder. Her kommer vi hvert år for at se til mine oldeforældres gravsted, som efterhånden ligger lidt ensomt på den gamle kirkegård i den lille by, hvor ikke mange bor mere.

Det er altid vemodigt, især fordi min mormors storesøster også ligger her under en hvid sten, som minder om, at hun døde lang tid før sine forældre og efterlod familien med en sorg, der fulgte dem hele livet.

På den lille fintrevne grussti kommer vi forbi et gravsted, hvor to mennesker, måske en gammel mor og hendes voksne datter, sidder på en lille bænk. De smiler og ler og mellem sig har de rundstykker, kaffe og et flag.

Selvom det er mange år siden gjorde det et uudsletteligt indtryk på mig, at de sad der ved et gravsted og lyste af livsglæde.

Det blev tydeligt for mig, at kirkegården både er dødens og livets have. Her er der plads til alt det, der fylder vores hjerter og binder os sammen med vores døde, savnet, sorgen, glæden, taknemmeligheden og minderne om det, der var.

”Tak for alt”, ”elsket og savnet”, ”tak for din kærlighed”, står der på de forskellige gravstene, som vidner om, at vi kommer på kirkegården for at mindes det liv, der ikke er mere. For mange af os giver det mening at have et sted, hvor vi kan komme og tænke på et menneske, vi stadig elsker og som vi bærer med os i vores liv og vores tanker og beslutninger, selvom de ikke længere lever her hos os.

Måske mærker vi deres nærvær og betydning på en særlig måde ved gravstedet og måske taler vi i tanken lidt med den døde og på den måde føler vi, at døden ikke er det sidste, der er at sige om et menneske.

På en anden kirkegård så jeg ved mindeplænen en kæmpe port af granit, kaldet livets port. Jeg tænker, at kunstneren vil vise os, at dem, vi har mistet ikke kun lever videre i vores hjerter, men at de i døden er gået igennem en port, der fører til nyt liv.

Det er det vi fejrer i påsken, at Jesus gik gennem døden til nyt liv. Fortællingen om den tomme grav påskemorgen rækker os et håb om, at døden heller ikke for os er mørke og tomhed, men porten til livets have, til livet hos Gud.

At det er sandt, det kan vi ikke vide og bevise, det kan vi kun tro.

Det er påsketroen, at vi har et håb om, at vores døde lever hos Gud i hans lys og kærlighed og i den tro kan vi skrive i vores hjerter: ”Vi ses igen”.

 

Glædelig og velsignet påske.

Sognepræst Tania Dondes Christensen