5. søndag efter påske

For mange år siden blev antropologen Maraget Mead spurgt af en studerende, hvad hun anså for at være det første tegn på civilisation i en kultur. Eleven forventede vel, at hun ville tale om fiskekroge, lerkrukker eller slibning af sten.

Men Mead sagde, at det første tegn på civilisation i en gammel kultur var et lårben, der var brækket og derefter helbredt. Mead forklarede, at i dyreriget, der dør du, hvis du brækker dit ben. Du kan ikke løbe fra dem, der vil æde dig, du kan ikke gå ned til floden for at drikke vand og du kan ikke selv jage for at få mad at spise. Du bliver selv et let offer for andre sultne dyr og din chance for at overleve til dit ben er helet er nærmest ikkeeksisterende.

Et brækket lårben, der er helet, er et bevis på, at nogen har taget sig tid til at blive hos den, der faldt og har forbundet såret, har båret personen i sikkerhed og taget sig af vedkommende indtil han eller hun igen kunne klare sig selv. At hjælpe en anden gennem vanskeligheder er der hvor civilisationen begynder.

I DR’s serie Vilde vidunderlige Danmark ser vi hvor barsk naturen kan være, hvordan den stærkeste altid overlever og hvordan gøgeungen, inden den overhovedet har åbnet sine øjne, begynder at skubbe de andre unger ud af reden, så den selv kan få al den mad de voksne fugle kommer med.

Det, der adskiller os fra dyrene er, at vi ikke bare blindt følger vores instinkter, men at vi kan tænke selvstændigt og træffe valg og beslutninger, som gør verden til et godt sted at leve, ikke kun for os selv, men også for dem, vi elsker og holder af og for dem, der har behov for vores hjælp.

Løgstrup er kendt for sin formulering af, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at vi holder noget af dets liv i vores hænder. Vi er som mennesker afhængige af hinanden og i selve livet ligger der en forpligtelse til at tage vare på det menneske, som har brug for os.

I teksten til i dag taler Jesus om herliggørelse, et ord som nok klinger bedre i kirkens rum end på Facebook.

Men at herliggøre er jo netop at se herligheden i det menneske, som står over for dig.

At se på ethvert menneskeliv med ære og respekt, fordi vi alle er skabt i Guds billede.

Det blik, vi skal se på hinanden med, det kender vi fra Jesus, for i ham viser Gud sig, som den, der ser herligheden og æren i ethvert liv.

Jesus viste respekt for selv det mindste barn og han så med kærlighedens øjne på alle dem, som igen andre ville vide af eller omgås.

Jesus’ åbnede gang på gang sine hænder for at tage vare på de liv, som blev lagt i hans hænder og på den måde var hele hans liv i fuld overensstemmelse med Guds ønske for, hvordan vi skal leve vores liv med hinanden.

Fra oldgammel tid har civilisationen vist sig som menneskets vilje til at tage sig af sine egne, når de ikke kunne klare sig selv, og alligevel sker, der noget, når Jesus viser os, hvem vi er i Guds øjne.

Gud ser hver enkelt menneske som værdigt og værdifuldt og derfor kaldes vi ikke kun til at have omsorg for vores egne, for dem, der er som os selv, men for ethvert menneske.

Ethvert menneske bærer et glimt af Guds herlighed i sig og når vi har øjne for det, så kan vi leve og virke, som Gud ønsker det.

I åbenhed, omsorg og kærlighed over for det menneske, der står over for os, og som ligesom os er skabt i Guds billede.

Amen.


Sognepræst Tania Dondes Christensen

 - billedet hænger i Lillerød Kirke og er malet af Arne Haugen Sørensen