2. søndag efter påske


På kirkevejen 127 i Oslo bor den seksårige Jesper sammen med sin mor og far. Han er en anderledes og kejtet dreng, der mest er derhjemme, men da han begynder i skole, møder han Jostein og de to bliver venner.

Året er 1947 og Jespers mor er kasserer i Norsk Røde Kors, som har nok at gøre med at hjælpe de mange mennesker, som intet har oven på den store verdenskrig.

Op til jul må Jesper hjælpe til og han skal sælge julemærker for 50 øre stykket. Han stiller sig op et af de mest travle steder i byen, men efter et godt stykke tid har han kun solgt tre lodder, et til sin lærer og to til deres overbo, som har ondt af ham.

Som han står der i kulden føler han, at ingen kan lide ham, for folk trækker sig væk, når de får øje på ham, sænker blikket og skynder sig forbi.

Jostein kommer forbi og tilbyder at hjælpe ham. Han har et mindre handicap efter en ulykke og da han stiller sig op for at sælge julemærkerne, virker han mere hjælpeløs end normalt. Hoved hænger og flaben ligeså, han ligner en stakkel, synes Jesper, men han sælger hurtigt alle mærkerne.

Da de tæller pengene, stemmer det ikke, der er alt for mange. ”Hvad solgte du dem for?” spørger Jesper. ”En krone” svarer Jostein.

Der er 13 kroner til overs, en formue. Skal de aflevere dem tilbage til Røde Kors eller?

De ved udmærket, hvad de skal gøre. Jesper skriver 6 og en halv i sneen og Jostein tilføjer til hver.

Tiden går, det bliver jul og næsten forår inden Røde Kors laver regnskabet.
En dag bliver Jesper kaldt op på inspektørens kontor, hvor også lederen fra Røde Kors venter på ham og spørger:

”Solgte du julemærkerne for en krone stykket i stedet for halvtreds øre?”

”Nej”

”Jeg tror du lyver”

”Jeg lyver ikke”.

” Var der andre end dig, der solgte julemærker?”

”Ja, det gjorde Jostein”

”Vidste du at han solgte dem for en krone?”.

”Nej”

”Og du så ikke noget til de penge, der blev til overs?”

”Nej.”

Så fik Jesper lov at gå. Uden skæld ud. Uden at skulle betale pengene tilbage. Med en rigtig dårlig følelse i maven.

Det er Lars Saabye Christensen, der fortæller historien i romanen Byens spor. Om Jespers tanker, står der: ”Alle har noget på samvittigheden. Alle har noget at stå til regnskab for. Ingen er uskyldig.”

Hvis vi havde været i kirke i dag, skulle vi have hørt den smukke gamle salme ”Herren er min hyrde” om Gud, der som en hyrde vogter sine får.

Nu er det os måske lidt imod at blive kaldt for får, men pointen er, at Gud følger os og leder os til grønne enge og stille vand og at han vogter og værner os, når vi går gennem i mørkets dal.

Den flere tusind år gamle tekst vidner om Guds kærlighed og omsorg for os både når livet er lyst og let og når mørket overmander os.

Hyrden, der vandrer med sine får er et idyllisk billede, ja næsten et glansbillede, og vi ser Gud for som den  langskæggede hyrde, der leder sine lam, som artigt lytter til hans stemme og følger ham.

Men hvad så når vi som Jesper ikke er helt så yndige og artige som et lille lam?

Hvad så når vi mærker helt ned i maven, at det også gælder for os, at alle har noget på samvittigheden, at ingen er uskyldig?

Vil Gud overhovedet have med os at gøre, hvis vi ikke er lydige og artige som et lille lam?

Desmond Tutu, den sydafrikanske ærkebiskop, skriver et sted om Jesus som vores hyrde:

”Der var engang en hyrde, som havde et hundrede får, deriblandt en gammel ildelugtende vædder, som altid kom galt afsted. En dag stak den af. De andre får var søde, pæne og velopdragne. Den ildelugtende vædder kom altid galt afsted. Men alligevel forlod hyrden de andre 99 får for at finde vædderen.”

Når vi har gjort noget forkert, så vender Gud sig ikke bort fra os, han går ud og leder efter os som den gode hyrde leder efter både det artige lam og den stinkende vædder.

Salme 23:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
Han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

 

Sognepræst Tania Dondes Christensen