2. Påskedag


”Af jorden skal du igen opstå”, de ord lyder til enhver kristen begravelse og de fortæller hvad påske betyder, nemlig at Gud har givet os sit løfte om, at vi i døden går igennem livets port til et liv hos Gud.

Det var svært at tro og umuligt at forstå allerede den første påskemorgen.

Under anden verdenskrig sad tre drenge mellem 6 og 8 år og spekulerede over de mystiske ord, fordi den ene dreng, Viggo, havde været til begravelse og hørt præsten sige: ”Af jorden skal du igen opstå”.

En af de andre drenge, Otto, spurgte straks: ”Gjorde han så det?, stod han op eller hvad?”

Det kunne Viggo ikke rigtig svare på, der havde været så mange mennesker og det var ikke til at se noget.

Den sidste dreng Niels Carl var præstens søn og han forsikrede de andre om, at hans far aldrig kunne finde på at sige sådan noget vrøvl til en død mand.

Men Otto mente at have hørt noget lignende til en begravelse på Fyn, så de besluttede at undersøge sagen nærmere. De fandt ud af hvornår den næste begravelse var og gemte sig på kirkegården med godt udsyn til graven og præsten, som ganske rigtigt med jordskovlen i hånden sagde de vise ord: ”Af jorden skal du igen opstå”.

Drengene ventede til følget var gået og så erklærede Otto: ”Det sker nok først i nat”. Præsten var jo en troværdig person og når han havde sagt det, så skulle det nok ske. Men så kom graveren, Henry, og begyndte at kaste jord på. Viggo gik hen til ham og spurgte:

”Hvorfor kaster du jord på, han er jo ikke fløjet endnu?”

”Opstået”, rettede præstesønnen.

Henry standsede og tørrede svenden af panden, lettede lidt på kasketten og sagde. ”Jeg skal ikke rodes ind i noget, snak med præsten, det er ham, der siger det”.

Den næste dag løb de tre drenge ind i et problem, for hvem skulle spørge præsten?

Otto og Viggo så over på præstesønnen, men han nægtede at gå ind til sin far og spørge om en forklaring.

Så sagde Otto: ”Så må præsten komme herud” og så hentede han pigen i huset og sagde med høj stemme: ”Hent præsten!”.

Præsten kom og Otto forklarede ham sagen og sluttede med disse ord: ”Vi kunne slet ikke se noget til nogen, der stod op”.

”Nej”, sagde præsten, ” det sørger Vorherre selv for, og det, han sørger for, kan intet menneske se, sådan er det”.

Så gik han igen. I døren vendte han sig og tilføjede: ”Vi skal ikke se Gud i kortene”.

”Nej”, sagde Otto, ” for så snyder man”. Og derved blev det.

Det er stadig svært at tro og umuligt at forstå, men det er den tro og det håb, som vi kan leve og dø på og som vi fejrer her i påsken.


Glædelig påske.

Sognepræst Tania Dondes Christensen