1. søndag efter påske


Jeg og sikkert mange andre kan stadig huske Estonias forlis i 1994. Danskeren Morten Boye var den eneste overlevende dansker, og han har siden skrevet en bog om den skæbnesvangre dag. Det har brændt sig fast i min erindring, at han fortalte om, hvordan han kæmpede sig igennem færgen, mens han måtte skræve over nedtrampede mennesker og ignorere nødråb for at redde sig selv. Han lå en nat i det iskolde vand i en redningsbåd, og mange bukkede under, inden båden blev reddet.

Han fortæller i bogen, at han har kæmpet meget med at være overlevende, mens han ikke havde forsøgt at redde andre. Men han siger selv, at det han er kommet frem til er, at selvom det var sådan han handlede den dag, så er det ikke hele sandheden om ham. Han vil ikke defineres som et menneske, som svigter. Han siger også, at hvis han skulle komme ud for noget lignende, så vil han være en helt, også selvom det koster ham livet.

Vi mennesker, vi er mange ting. Igennem et langt liv har vi sikkert både været helte og det modsatte. Vi har alle sammen haft dage, hvor vi har svigtet og ville ønske, at vi havde handlet anderledes. Det vigtige er, at de dage hvor vi svigtede, de definerer os ikke. Vi er andet og mere end vores svigt. Der er altid mere til billedet.

”Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«, hedder det i Johannesevangeliet

Peter var den disciple som fornægtede Jesus tre gange, men alligevel sættes han nu ind i en lederrolle af Jesus. En stor opgave - et stort ansvar -  nu hvor Jesus går bort. På samme måde har vi alle et ansvar for de opgaver, der stilles os i livet og ikke mindst over for hinanden.

Kan vi leve op til det eller fejler vi, svigter vi? De tanker kan vi alle have.

Peter voksede med opgaven. Men sandheden er at set over et langt liv, er der dage hvor vi er helte og dage hvor vi er skurke, og allerflest dage hvor vi er et eller andet midt imellem.

Kristendommen fortæller os, at i sidste ende er det ikke os, der skal dømme. Det skal Gud. Han der ser os, som vi er med vores lyse og mørke sider. Han, hvis søn gav sig selv for os, han der kender sig ved os. Kender os og går i døden for os på trods og uafhængige af, om vi var store mennesker eller små. Om vi var skurke eller helte.

Det er godt at vide for et menneske, at vi netop kun er mennesker med de begrænsninger, det indebærer, og at vi altid i sidste ende bedømmes igennem kærlighedens øjne. 


Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!


Sognepræst Thomas Bau